Naturligt Hundefoder
- Kød
- Fisk
- Ben
|
Kød og ben
Hele
ideen med at råfodre går ud på at kopier ulvens naturlig
kost, så selvsagt bør kød udgøre den væsentligste
ingrediens i enhver foderplan, uanset om man barfer eller
råfodre. I naturen vil en ulv, alt efter årstiden, generelt indtage en rimelig varieret kost bestående af små gnavere, kanin/hare, hjorte, elg, rensdyr, fugle og fisk (hvis de kan komme til det) mv. Jo større flokken er, jo større er det bytte som nedlægges. Generelt set er dyr af hjortefamilien det hyppigste byttedyr på ulvens "menukort". Ulven indtager gerne små byttedyr hele, mens større byttedyr som hjort, rensdyr mv. indtages i den kvalitativ bedste rækkefølge, dvs. først indmad som lever, hjerte mv. så det proteinrige kød og først derefter vil de gnave kødet af knoglerne samt evt. æde knoglerne. Opmåling af hjorte har vist at et større byttedyr består af 46 % kød, 14 % indmad, 8 % knogle og 32 % som ulven/hunden ikke naturlig ville spise (tarme, store knogler som kranium mv.). En del af pelsen og skindet spises ligeledes, men dette er nok nærmere et udslag af nødvendighed.
Kød er andet ord for den tværstribede skeletmuskulaturen hos vertebrater (hvirveldyr), dvs. det er de muskler der hæfter på skelettet og som vha. sammentrækninger sætter os i stand til at bevæge os. Grundbestanddelen i muskulaturen er proteiner, som igen er sammensat af 20 forskellige aminosyre. 8 af disse aminosyre er essentielle, hvilket vil sige at hunden ikke selv i stand til at lave dem og derfor skal have dem tilført gennem kosten.
Når man skal definere kød i kulinariske sammenhæng skelner man mellem lyst kød fra svin, kalv, kanin/hare og fjerkræ, rødt kød fra lam/får, okse, hest samt mørkt kød fra klovbærende vildt. I råfodrings sammenhæng vil jeg dog mener at en opdeling der tager mere hensyn til kødets oprindelse, art, indhold af aminosyre, vitaminer og mineraler er mere hensigtsmæssig:
For at sikre af ens hund bliver tilstrækkelig dækket ind med hensyn til de essentielle aminosyre, vitaminer og mineraler bør man bruge en proteinkilde fra hver af grupperne hver ugen; det er derimod ikke nødvendigt at give 16 forskellige typer af kød.
Kødets farve bestemmes af muskelfibrenes indholdet af myoglobin, et protein beslægtet med blodets hæmoglobin. Dets funktion er binding/lagring af ilt indtil musklerne har brug for det. Mængden af myoglobin i musklerne er bestemt af flere faktorer som dyrets art og alder samt hvilken muskeltype der er tale om. Muskler er opdelt i to hovedtyper: de hvide eller hurtig muskelfibre, som har et lavt indehold af myoglobin og derfor kun bruges til arbejde af kortvarighed, samt de langsomme, røde muskler der har et højt myoglobin indhold og deraf bruges til mere intensivt arbejde. Oksekød er således mere rødt end svine- og kalvekød fordi indholdet af myoglobin er væsentlig højere, for svinekødets vedkommende pga. større antal røde muskelfibre og for kalvekødets vedkommende pga. aldres forskellen. Indholdet af myoglobin i svinekød ligger på ca. 2 mg/g. muskelfibre, i lammekød på ca. 4 mg./g og oksekød på okse 8-18 mg/g.
Rosa og mørkt kød er den gruppe fra hvilken den vilde nordamerikanske/tundra ulv naturligt ville indtage størstedelen af sin føde, hvorimod lyst kød og rødt rød ikke naturligt ville figurere på ulvens menukort i væsentlig grad. Jeg finder det derfor mest naturligt at hunden hovedsageligt fodres med kød fra disse to grupper. Lyst kød er derudover oftest meget fedtfattigt og bør derfor kun udgøre max. 10 % af den ugentlige kødration, selvfølgelig med mindre ens hund trænger slemt til at tabe sig. Hunde har nemlig, til forskel fra os, brug for forholdsvis store mængder fedt; vores forbrænding er primært baseret på nedbrydning af kulhydrater, mens hunden næsten udelukkende for sin energi ved forbrænding af fedt. Rødt kød bør være på menuen, især hvis man ikke kan skaffe mørkt kød, men meget store mængder kan være skadeligt for hunde med svag lever mv.
Tabel 1. Indhold per. 100 g. skært kød.
Svine- og kyllingekød En del råfodrings/BARF tilhængere, inklusiv de fleste forhandlere, er ikke tilhængere af brugen af kylling og svinekød i BARF / råfodring foderplaner. Årsagen her til skulle være, at disse dyr vækstmæssigt bliver presset til det yderste og deres kød deraf ikke er så næringsrigt, derudover skulle kødet fra disse massefremstillede dyr indeholde rester af medicin, hormoner mv. Fordi grise ikke sveder skulle deres kød ifølge skeptiker indeholder langt flere rester og affaldsstoffer end andet kød og deraf være direkte farligt for hunde. Jeg har hørt lignede om kyllingkød. Det er korrekt at der er fundet medicinrester i dansk svinekød, men anvendelsen af antibiotika i det danske husdyrproduktion er særdeles lav sammenlignet med andre lande. Svin, fjerkræ såvel som andre produktionsdyr får antibiotika ved sygdom, men i Danmark har vi regler som foreskriver hvor lang tid der skal gå fra behandling til slagtning, netop som sikring mod medicinrester mv. Ifølge Danish Meat Associasion er der kun fundet rester af antibiotika og kemoterapeutika i mellem 0,01 - 0,04 % af de undersøgte prøver af svinekød, ligesom der på intet tidspunkt er påvist reststoffer af hormoner. Kød som der er fundet rester i destrueres. Ifølge fødevarestyrelsen blev antibiotiske vækstfremmer forbudt i EU 2006, men landbrugsorganisationerne i Danmark indgik en frivillig aftale med Fødevareministeren om at undlade at bruge antibiotiske vækstfremmere i produktionen af kyllinger, svin og kalve i fra fødsel til slagtning allerede tilbage 1998. Der er i dansk fjerkræ ikke fundet medicinrester gennem de seneste mange år. Mht. næringsindholdet i kylling og svinekød vil man af tabel 1 og 2 kunne observere at begge typer af kød er sammenlignelige med de øvrige protein kilder. Om man vil fodre med kylling og svin er helt og holdent et spørgsmål om egen overbevisning. Jeg er af den mening, at hvis svinekød og kylling er godt nok til mig, ja så er det også godt nok til mine hunde og begge dele er derfor regelmæssigt på menukortet. Jeg benytter dog kun dansk kød. At grisekød ikke er naturligt for en ulv er dog ikke korrekt, jo måske for polar ulven og den grå ulv, men vildsvin udgør f. eks en stor den af den europæiske ulvs kost.
Tabel 2. Aminosyresammensætning i de essentielle aminosyre målt i mg./100 g. Gennemsnitsværdier er anvendt.
Der hersker nogen uenighed om fisk skal være del af BARF/rådfodres menu. Nogle er modstander med den begrundelse at ulve i naturen ikke fanger fisk og det deraf er unaturligt for hunden at spise fisk. Andre mener derimod at selvom det nok er unaturligt så besidder fisken så mange gode egenskaber at det med stor fordel kan indføres i kosten. Indtil for ganske nyligt blev fisk ikke beregnet som en del af ulvens naturlig kost, men en ny opsigtsvækkende artikel har vist at ulve faktisk foretrækker at fange og spise fisk hvis muligheden forelægger, f. eks opgav visse canadiske ulve jagt til fordel fiskeri i laksens gydeperiode.
Ligesom hos mennesket har hundene godt af fisk, og især fed fisk kan med stor fordel gives op til flere gange om ugen. Det eneste man skal tænke på er, at fed fisk kan indeholder en del tungmetaller, ligesom at skelettet hos fisk ikke er minerealiseret i tilstrækkelig grad til at det kvalificere fisk som RMB. Det er derimod ikke helt korrekt at et stort indtag af fed fisk og fiskeolie, skulle være risikabelt pga. råt fiskekøds indehold af enzymet thiaminase samt risikoen for yellow fat diases. Det er korrekt at nogle fisk indeholder thiaminase, som er et enzym der nedbryder al eksisterende B1 vitamin i dets nærhed, men dette enzym findes primært hos karper og karpe-lign. fisk, det er ikke registreret hos fisk som ørred, sild og laks, der primært bruges i råfodringssammenhæng. Nedbrydningen af B1 finder desuden kun sted så længe fisken er tilstede i maven, så der er ingen risiko for B1-vitamin mangel medmindre man kontinuert fodre med karpefisk, som f.eks. guldfisk mv. Yellow fat diseases, også kaldet steatitis, er en sygdom der er observeret hos katte og mink, der er fodret med meget store mængder umættet fedt eller fed fisk som tun i olie. Hvis kosten samtidig er lav mht. indholdet af antioxidanter, specielt vitamin E , sker der er en oxidering, harskning, af fedtet; jo større mængde umættet fedt der indtages, jo større mængder af vitamin E kræves der. For lavt E vitamin indhold forårsager dog ikke yellow fat disease hos hunde, men derimod syns, reproduktion, muskel problemer mv. Fodre man med store mængder umættede fedtsyre, bør man derfor være opmærksom på om hunden får tilstrækkelig med E-vitamin samt andre antioxidanter. Et mindre tilskud af solsikkeolie, der har et naturligt højt indhold af E-vitamin, kan forebygge oxidering af de mættede fedtsyre.
Tabel 3. Indhold per. 100 g. skært kød.
Aminosyresammensætning:
Tabel 4. Aminosyresammensætning i de essentielle aminosyre målt i mg./100 g.
De fleste levende organismer på denne jord er smittet med enten den ene eller anden form for parasitter, man kunne derfor formode at smitterisikoen for parasitangreb ville være større ved fodring med råt kød. Langt de fleste af de orm og parasitter som angriber vores hunde smitter dog via spredning i hundens nær miljø, f.eks. ved afsætning af æg på græs, i jorden, afføring samt inficerede værter som snegle, mus mv. Denne form for spredning er uafhængig af om hunden fodres med tørkost eller råt kød. Der findes dog flere typer af orm/parasitter som kan smitte via inficererest kød og fisk.
Fisk optræder som mellemvært for typer af igter og samt en enkelt bændelorm, hvilket betyder at det voksne stadie hos parasitten ikke findes hos fisk, men at parasitter er afhængig af fisken for at kunne fuldføre sin livscyklus. Fisken optager æggene gennem føden eller blot via vandet, hvorefter de klækkes i fiskens tarmkanalen. Larven borer sig derefter gennem mave/tarm-væggen og vandre ud vandre ud i det omlæggende væv hvor de evt. sætter sig som cyster i kødet. Ved indtagelse af rå eller næsten rå fisk "vækkes" disse cyster så til live og inficere værten, hvor parasitten endelig kan fuldføre sin cyklus og reproducere sig. Den hyppigste parasit hos de fisk i de danske farvand er i midlertidig for skellige slags rundorm. Disse parasitter har fisken som primær vært, men kan overleve en tur gennem fordøjelses kanalen hos evt. dyr som æder rå fisk. Orme kan, i sin nye vært, bore sig gennem mave/tarm-væggen og vandre ud vandre ud i bughulen hvor de kan forårsager betændelse mv. Det estimeres at over 90% af den danske sildepopulation er inficeret med rundorm.
Svinet optræder som mellemvært for igter og bændelorm, hvis livscyklus er meget lig fiskens parasitter. Svin kan derudover være inficeret med trikiner. Disse parasitter lever i tarmen, men laverne vandre ud i vævet for at danne cyster. Ved indtagelse aktiveres cysterne og inficere den nye vært, dvs. der optræder ikke en mellemvært, men forskellige slutværter. Bændelorm og igter er ikke noget generelt problem for danske svin, men kan ses hos frilandsgrise og udenlandsk kød. Mht. trikiner har Danmark en særlig status på verdensplan idet den danske population anses for at være helt fri. Visse barf-entusiaster advare med svinekød på baggrund en sygdom kaldet morbus auiezky eller falsk hundegalskab. Det er sygdom som er dødelig for smågrise, men som voksne svin er immune overfor. Sygdommen kan ikke smitte mennesker og virus ødelægges ved tilberedning. Inficeret råt kød kan dog smitte hunde med dødelig udgang. Sygdommen er under kontrol i Danmark og udgør derfor ikke nogen egentlig risiko, men det er selvfølgelig en risiko som hvert enkelt må afgøre om de vil tage.
Oksekød kan være inficeret med bændelorm (oksetinter) og der findes i Danmark jævnligt oksetinter ved den almindelige kødkontrol, dvs. i 40-50 tilfælde om året. Oksetinter er ret udbredt i Asien og Afrika.
Troen på at en BARF-hunds pH i maven er så lav at alle orm og andre parasitter i maden dør inden de når at gøre skade, er desværre ikke helt korrekt. Mange parasitter og bakterier dræbes helt korrekt af mavesyre, men parasitter som har hunden (eller et hvilket som helst andet dyr) som hovedvært, er designet således at mavesyren ikke skader dem, faktisk er passagen gennem mave/tarmsystemet ofte nødvendigt for at aktivere parasittens hvilecyster. Selv om parasit angreb er forholdsvis sjældne i Danmark, bør alt kød - især udenlandsk kød - derfor for en sikkerhedsskyld have været frossent inden det serveres (eller tilberedt). Dette er et absolut must hvis man fodre med rå fisk. Som en hovedregel skal kødet have været frossent i ca. en uge ved temperaturer på - 18 grader celsius.
De seneste år har der været stor fokus på bakterie infektioner i kød, hvor salmonella og især campylobactor er de fødevarebakterie der gør flest danskere syge. Beregninger fra Danmarks Tekniske Universitet har dog vist, at omtrent 80 procent af alle sygdomstilfælde skyldes importeret fjerkræ, mens forekomsten i dansk kød er temmelig lav. Det hersker ofte en misforståelse i BARF kredse om at hunde på råt ikke kan få salmonella forgiftining mv. Det er korrekt at bakterie infektioner generelt ikke forårsager de store problemer hos sunde og raske hunde, men det er desværre ikke korrekt at hunde ikke kan blive syge af salmonella og campylobacto infektionerne. Derfor bør man være forsigtig med kødtyper der er kendt for salmonella dvs. især fjerkræ men også svin, og dette gør sig særligt gældende hvis hunden er syg eller svækket.
Hvad der ligger til grund for at hunden tilsyneladende er langt mere modstandsdygtig over for bakterieinfektioner end os er ikke helt klarlagt. Den generelle opfattelse at det skyldes hundes lavere pH værdi er desværre ikke helt korrekt; der er ikke registreret nogen nævneværdig forskel i mavens pH værdi hos hverken hund, ko eller os. Teorien om den kortere fordøjelsestid der ikke giver tid til at bakterierne kan blomstre op er derimod mere plausibel. Årsagen skal sandsynligvis findes i en kombination af flere faktorer. For det første så befinder maden hos hunden sig længere tid i mavesækken end hos os, 3 timer mod vores 2 timer. "Killing" effekten over for bakterier som E. coli er afhængig af dels pH værdien (optimum under 2½) og dels tiden som bakterierne udsættes for lav pH. Derudover menes pepsin menes også at være et effektivt medium mod bakterier. Det betyder at jo længere tid føden og dermed bakterierne er udsat for lav pH, jo flere bakterier vil der blive uskadeliggjort. Når føden ankommer til maven hos mennesket stiger pH værdien desuden kortvarigt pga. madens bufferkapacitet, HCL udskillelse sørger dog for at pH værdien gendannes i løbet af en time til 1½. Denne bufferkapacitet bevirker at tiden bakterierne reelt set er udsat for helt lav pH værdi hos mennesket, faktisk er væsentlig lavere end 2 timer. Det er ikke observeret at føden hos hunden kan optræde som buffer, sandsynligvis pga. en hurtigere og tidligere udskillelse af saltsyre.
Det er pga. fødens længere tid i mavesækken samt den konstante pH værdi, derfor sandsynligt at langt flere bakterier elimineres i maven hos hunden inden føden lukkes ud i tyndtarmen. Dertil kommer at føden opholder sig kortere tid i tyndtarmen hos hunden end hos os, faktisk kun det halve tid. Der er således kortere tid for evt. bakterier kan nå at formere sig til populationerne der giver hunden problemer. Selv om salmonella infektioner er observeret hos hund, er det ifølge dyrlægerne ikke et problem der skal give anledning til nogen særlig bekymring når man fodre råt. Derimod skal man tænke over håndtering af kødet, således at man ikke selv bliver offer for en bakterieinfektion. I følge min dyrlæge har de pt. ikke haft hunde som har fået salmonella forgiftning af råt kød, derimod har flere af deres ejere fået det! Håndtering af hundens efterladenskaber bør også ske med lidt omtanke, især hvis man har børn (men dette bør være generelt, uanset hvordan man fodre sin hund). Hunde som fodres råt udskiller nemlig langt flere aktive bakterier.
Skeptiker af råfodring er af den overbevisning at det ikke er muligt at styre kalciumforholdet ordentlig og man risikerer at fejlernære sin hund. Derudover er det livsfarligt at fodre med ben, idet ben splintre og perforere tarmen, hunden kan få benstumper galt i halsen eller de kan sætte sig fast i mund/svælg. Det er korrekt at der er set fejlernæret hunde der er vokset op på BARF; at opfostre hunde på råt handler ikke blot om at klaske noget kød i skålen, det kræver at man sætter sig ind i tingene og har man ikke lyst til det, vil hvalpen have bedre af et godt tørkost mærke (se afsnittet herom) - hvis ikke så bare i hele opvækstperioden. Typisk har fejlernæret BARF hunde fået en for stor mængde grønt, som ikke dække hundens næringsbehov, ligesom for stor mængde skært kød giver en skæv kalcium/fosfor balance og deraf skøre knogler. Det optimale mængde kalk for en hund ligger mellem 1 - 1,8 % af tørstofmængden i det pågældende foder, mens forholdet mellem kalcium og fosfor for en hund bør ligge på omkring 1:1 - 2:1. Ben, dvs. knogler fra vertebrater (hvirveldyr), er en super god kilde til kalk og stik mod fordommene, er ben perfekt balanceret mht. kalcium og fosfor. Hundens behov for macromineraler bliver således dækket hvis man fodre med ben, men vel og mærke kun hvis man fodre med hele byttedyr. Eksempelvis indeholder en hel kylling 1,68-2,22% kalcium og 1,3-1,4% fosfor. For ikke at forskubbe den naturlige kalcium/fosfor balance, bør man derfor bestræbe sig på at benytte samme ben - kød - indmad forhold som et naturligt helt byttedyr ville have gjort. Omvendt kan en hund i vækst næsten ikke få for meget ben, jeg skriver næsten for indtagelse af store mængder ben øger risikoen for megen hård mave. Udover kalcium og fosfor samt enkelte andre mineraler indeholder ben derudover ikke de næringsstoffer som hvalpen har brug for til vækst.
Mange tror dog det er livsfarligt at fodre med ben og selvfølgelig kan det ske ulykker, at sige andet vil være at lyve, men risikoen er minimal. Desværre fastholdes disse sejlivet myter og fordomme omkring enkelte stående stilfælde, mens ulykker med tørkost derimod aldrig nævnes. Dyr i zoologisk have og dyreparker er i årevis blevet fodret efter "naturmetoden" uden tanke for at der skulle være en større risiko ved det. Når en ulv i naturen nedlægger et bytte vil den først spise indmaden og det proteinrige kød, derfor efter vil den gnave kødet af skelettet og til sidst vil den knuse de store knogler. Ulve i naturen bliver godt nok ikke så gamle som vores tamhunde, men det er ikke selve kosten som gør udslaget, ej heller ulykker i forbindelse med indtagelse af knogler. Det som slår flest ulve ihjel i naturen er manglen på føde, ulykker under jagt, sygdom og ... mennesket. Når en hund knaser en rå knogle vil den unægtelig fragmenteres i små knoglestykker, det kan ikke undgås, men disse stykker skader normalt ikke sunde og raske hunde, hverken i halsrøret eller tarmen. Stumperne pakkes ind i kødet på vej ned gennem halsrøret og nede i maven vil hundens mavesyre opløse så godt som alle knoglefragmenterne. Dette kan måske tage et par dage, nogle gange kan knoglefragmenter dog passere gennem hele tarmsystemet og udskilles med afføringen, men hyppigst vil fragmenter som ikke kan fordøjes passere den anden vej, dvs. blive kastet op. Det er derfor sikkert nok at fodre med ben, men det er meget vigtigt at ben ALTID gives rå, de må aldrig være hverken røgede, kogte eller stegt; tilberedte ben bliver langt hårdere end rå og danner nogle spidse og skarpe splintre som kan skade hunden. Jeg skal dog indrømme at jeg også var nervøs da jeg gav mine hunde ben i starten.
Man skelner mellem to slagt bentyper: kødfulde ben eller RMB (Raw Meaty Bones) og hyggeben. RMB består af ca. 50 % kød samt ca. 50 % ben af en kvalitet som hunden kan indtage, dvs. fordøjelige ben. Det kan være ribben, hale og hvirvler fra større dyr samt halse, skrog og vinger fra fjerkræ. Knogler som stammer fra de bærende ben (rørknogler = de runde knogler) fra f.eks. lam, vildt, kalkun, høne mv. bør man derimod ikke benytte. Disse ben er designet til at kunne tolerere de enorme tryk vægten af et dyr i flugt giver. De er derfor meget hårde og deres struktur er anderledes, knusning kan forårsage store skarpe splinter. Rå kyllingelår skulle man dog godt kunne give, idet disse stadig er forholdsvis bløde.
Rørknogler fra de store dyr som hest, kalv og okse (de traditionelle
hundeben)
er tilgengæld så hårde at hunden ikke kan knuse dem.
Dem benytter man så som hyggeben, på bendage eller som tidsfordriv.
Men husk at holde øje med om hunden begynder at gnave større
fragmenter/splinter af.
Det er ikke unormalt at hunden, særlig i starten, kan kaste benstykker op efter indtagelse af RMB. Nogle lader hunden spise dem igen, jeg tørre dem dog op, primært fordi jeg finder det ulækkert at de æder deres egen bræk. Hvis hunden lige har kastet det op, skader det ikke hunden at den for lov at spise det, den har måske bare slugt maden for hurtigt, men er det nogle timer siden den har spist, er der efter min mening en grund til at de brækker dem op: at hundens organisme simpelthen skiller sig af med det som den vil have svært ved at fordøje. Personligt tørre jeg dog altid alt op uanset hvad. Ben fra gris skal man være lidt varsom med i starten, nogle hunde kan have svært ved at fordøje gris og dermed svært ved at komme af med afføringen. Personligt har jeg ikke haft problemer med gris hos nogle af mine hunde, men udskillelsen er større end andre bentyper, så måske optagelsen af kalk er mindre ved knogler fra gris?
I starten er det en god idé at give hunden de meget bløde former for knogler så som kyllingevinger og halse, lammeribben mv. både fordi det er lettere for hunden at fordøje dem, men også fordi hunden har lettere ved at knuse dem. En hund som gennem lang tid er fodret på tørkost, skal nemlig først dels lære at bearbejde føden på en naturlig måde og dels skal dens tandkød mv. hærdes. Når man starter med at give ben er det også en god idé, at starte med relativ få mængder ben i forhold til kød også langsomt trappe op således at de for ca. halv af hver. Har man en hund som har svært ved at nedbryde benene eller for så hård mave at den kan have svært ved at komme af med afføringen, har jeg hørt et råd om at man kan prøve at ligge benet i æblecider nogle timer. Jeg har aldrig selv prøvet det og kan derfor ikke udtale mig om effekten, men andre har prøvet det med stor glæde. Jeg vil dog lige nævne at man skal være lidt forsigtig med at give sin hund for megen cider; selv om alkoholprocenten er lav, så er der stadig alkohol i og hunde kan ikke omsætte alkohol, dvs. at det er yderst giftigt for dem. Hunde er døde af at indtage alkohol fra chokolade og bolledej (gæren udvikler alkoholer i mavesækken) - var selv ved at miste en hund af alkoholforgifting fordi den havde spist bolledej!
Små hunde og kødfulde ben Ejer man en lille papillon, fransk bulldog eller en anden lille hund kan det næsten forekomme uoverskueligt for både hunden og dens ejer når man servere stegeben, ribben mv. Men det er muligt at råfodre selv så små hunde som en chihuahue. Mange af forhandlerne sælger produkter som indeholder mere eller mindre knuste knogler blandet med kød og det er også muligt at finde små kødfulde ben som de små hunde kan gnave i sig, men det kræver måske et lidt større arbejde at støve dem frem. Eksempler på RMB som er velegnet til små hunde (og hvalpe) er poissiner, duer, kyllingehalse og -vingespidser, ribben fra små lam, haler fra lam, det yderste af grisehalen, fiskehoveder mv. Har ens hund meget svært ved at håndtere knoglerne kan man ligge det i den pose, tage en kødhammer og give knoglen et par ordentlige slag.
- - -
Referencer
|
