Naturligt Hundemad
- Indmad
- Kallun
|
Indmad og kallun
Når man i råfodrings sammenhæng snakke om indmad, deler man det gerne op i to grupper: indmad og hjerte. Indmad dækker over blandt andet lever, nyrer samt lunger og må ikke forveksles med indvolde der er tarmene, som ikke naturligt ville spises hvis fødemængden er tilstrækkelig. Selvom struber, luftrør, testikler mv. strengt taget ikke er at betegne som indmad inkluderes det oftest også i denne kategori. Indmad dannes udfra et andet kimlag (hele organismen dannes ud fra 3 kimlag hos det meget tidlige foster) end muskulaturen og kan derfor ikke undværes eller erstattes med noget andet i nogen BARF eller råfodrings kostplan, men det skal benyttes med måde. Leveren en f.eks. en god kilde til flere vitaminer, men da indholdet af det fedtopløselige A vitamin er højt og leveren samtidig fungere leveren som dyrets affaldsdepot bør det ikke gives i større portioner.
Lunger, luftrør og struber kan oftest fås billigt hos slagteren. Man kan ikke give hunden for meget af disse indmadstyper, men da de - og specielt lunger - ikke indeholder nogen væsentlig foderværdier bør man alligevel begrænset indtaget til ca. et måltid om ugen. Mange hunde er da heller ikke udpræget begejstret for at spise især lungerne, sikkert pga. af deres luftige/svampede konsistens. Luftrør og struber består hovedsageligt at brusk og kan deraf egentlig ikke betragtes som et indmadmåltid. Da mineralindholdet i brusk ikke er nær sammenligneligt med ben, kan de ej heller bruges som erstatning for RMB; de er derimod en god snack, særligt for hunde som er lettere overvægtige.
Hjertet betegnes ofte som indmad, men kan egentlig ikke gruppes sammen med lever, nyre mv. Hjertet består nemlig af tværstribet hjertemusklatur og er deraf nærmere at betegne som en muskel på linje med kød. Hjerte kan man derfor trygt fodre med i - næsten - ubegrænsede mængder.
Man kan godt give måltider som består af ren indmad, men det bør da være en blanding af f.eks. lever, nyre og lunger, men helst ikke ren lever da mange hunde for dårlig mave hvis de udelukkende for lever i et måltid.
Kallun betegnes oftest som maven, dvs. mavevæggen, fra drøvtyggere som ko, får og vildt. Det er dog ikke helt så enkelt, hvilket du kan læse mere om herunder. Mange forhandlere af BARF produkter anbefaler ofte at man give sin hund en stor mængde kallun (op til 30 % pr. uge) men selvom det er både næringsrigt og billigt, bør man ikke give sin hund mere end end 1 måske max. 2 måltider om ugen. Årsagen her til skal findes i at:
Kallun bør på baggrund af dette, derfor kun udgøre ca. 5-10 % af den ugentlige foderplan (vægtmæssigt) ligesom det ville have gjort i naturen. ... og jo desværre, uanset hvor længe man har fodret med det så bliver det ved med at stinke som bare pokker :o) - men hundene elsker det!
Hvad er kallun? Kallun betegnes som sagt oftest som maven fra drøvtyggere, men problemet er blot at drøvtyggere faktisk har 4 maver, nemlig vommen, netmaven, bladmaven og løben. De 3 første af morfologisk set udposninger på spiserøret, mens kun den sidste, løben, kan betegnes som en "rigtig" mave.
Drøvtyggere sluger deres føde uden at tygge den først. Det første maveafsnit som føden passerer er den kæmpestore vom, der fungere som et kæmpemæssigt gæringskammer. Vommens primære funktion er at indlede nedbrydning af de svært fordøjelig kulhydrater som planternes cellevæggen består, en opgave som drøvtyggerne løser vha. en anseelig population af svampe, gærceller og bakterier. Efter gæring i vommen lukkes føden ud i den næste mave, netmaven. Dens funktion er at pakke føden sammen i boller som så gylpes op og tygges igen. Hermed findeles plantematerialet således at den samlede overfladen øges og aktionsfladen for videre behandling af mikroorganismer og enzymer dermed maksimeres. Efter drøvtygningen synkes føden igen og ankommer så til bladmaven, hvis funktion primært er at absorbere væske fra det tyggede foder før det ledes ned i løben. Løben er det sted hvor den indledende proteinnedbrydning finder sted; pH værdien er derfor, ganske som i andre dyrs maver, temmelig lav. pH værdien i de tre første maveafsnit er af hensyn til mikroorganismer derimod kun let sur. Til forskel fra f.eks. heste mv. sker der hos koen en ikke uvæsentlig fordøjelse af vommens mikrober. En årsag til drøvtyggers bedre foderudnyttelse mv. skal derfor findes i dels den succesfulde nedbrydning af den fiberholdige kost forårsaget af mikrober og dels nedbrydning af mikroberne selv. Efter ophold i løben lukkes fødegrøden ud i tyndtarmen hvor den endelige nedbrydning finder sted. Absorption af næringsstoffer sker i slutningen af dette tarmafsnit samt i tyktarmen; der finder ikke absorption sted i løben.
Hvad kallun er hersker der en del uenighed om. Nogle siger slet og ret bare koens mave, mens en del specificerer det som værende udelukkende løben. Sidstnævnte argumenterer samtidig ofte at der er forskel i vitaminindholdet på de 4 maver og at løben er den mest næringsrige. Ifølge en af de store forhandlere drejer deres produkter sig derfor kun om løben. Det har ikke været mig muligt at finde nogle kilder som kan belyse denne vitamin forskel på koens 4 maver og jeg har heller ikke stor tiltro til at der eksisterer en væsentlig forskel set med ernæringsmæssige øjne. Kallun er kun noget man finder hos drøvtyggere som køer, får og hjorte, det ville derfor ikke være logisk at løben benyttes som kallun. I så fald er det mærkeligt at man ikke kan købe heste-kallun, løben og hestens mave kan nemlig sidestilles med hinanden. Derudover bevirker syreproduktionen og nedbrydning af føden at indholdet i løben skal klassificeres sammen med gylle og tarmindhold, kategori 2 produkter som ikke må benyttes til petfood. Er løben grundig skyllet for indhold kan den, ligesom tarme til pølser, dog bruges til foder (se diskussion om skyllet versus uskyllet kallun herunder). Sammenligner man strukturen af mavevæggen på de 4 maver med de produkter som forhandles på det danske marked, kan man da også konkludere at det kallun som er på markedet faktisk også er vommen alene. Billederne herunder er lånt fra University of Washington.
Løben - ude til venstre ses lukkemusklen og lidt af tarmen
Der findes på markedet to varianter af kallun: almindelig eller skyllet kallun, hvor maveindholdet er så godt som helt skyllet væk og grøn kallun som blot er rystet fri for rester. Det er en smagssag hvad man foretrækker at bruge, de fleste hunde spiser begge dele med glæde. Nogle mener dog at skyllet kallun ikke har nogen foderværdi, idet vitaminer og fordøjelsesenzymer dermed er skyllet bort, jeg har endda hørt argumenter om at skyllet kallun hindrer hunden i at udvikle den lave pH værdi i maven der er nødvendig for at fordøje benstumper.
Kallun og enzymer Det kan måske være at man skyller koens fordøjelsesenzymer væk i renselsesprocessen (her tænkes ikke på blegning mv.), men det er egentlig ikke af nogen betydning, hverken for næringsindholdet eller for hundens nedbrydning af føden. For det første så er grøn kallun faktisk et godt eksempel på hvorfor kallun netop ikke er løben. Indholdet af løben er nemlig en ensartet brunligfarvet grød hvis konsistent og lugt minder en hel del om tynd l... Grøn kallun har undertiden små rester af strå mv. som kun kan findes i vommen og netmaven. Da det kun er i løben der findes fordøjelsesenzymer, er skylning af vommen altså uden betydning for hundens indtag af disse enzymer. Skal vi et øjeblik se bort fra det fakta, at kallun faktisk ikke er løben og det deraf ikke kan komme på tale at kallun indeholder koens fordøjelsesenzymer, så er det godt nok korrekt at hunden og koen begge udskiller enzymer i maven; grundprincipperne i mavens funktion er i store træk ens, uanset om det er hos en hund eller en ko. Der kan derfor kun være tale om et fordøjelsesenzym, nemlig pepsin. Dette enzym er blandt andet kendetegnet ved at det bliver udskilt i et inaktiv stadie kaldet pepsinogen, simpelthen for at det ikke skal begynde at nedbryde dyrets egne kirtler. Det aktiveres først ved den lave pH værdi genereret af mavesyren, størst aktion findes ved meget lav pH som 1½ - 2. Let surt miljø inaktiverer derimod pepsin, mens det neutralt til let basiske miljø i f.eks. tyndtarmen forårsager en irreversible denaturering. Det inaktive enzym nedbrydes derefter af andre proteinspaltende enzymer. Flere uafhængige prøver har vist pH værdi for kallun ligger omkring 6. Da pH ikke har oversteget 7 hvor pepsin inaktiveres for altid, kunne man foranlediges til at tro at hunden stadig kunne have glæde af pepsin, hvis den indtager kilder med inaktiv pepsin, dvs. at det kunne aktiveres på ny i hundes mavesæk. Pepsin er dog bare et temmelig ustabilt enzym som uden for organismen skal opbevares ved minimum −20°C for at forhindre at det nedbryder sig selv. Det kan derfor aldrig rigtig komme på tale at en hund/ulv vil indtage aktivt pepsin - med mindre at den altså æder løben fra et meget ny-slagtet bytte.
Om koens fordøjelses enzymer indtages eller ej, er dog faktisk uden betydning for hundens fordøjelses; der er ingen dyr som har brug for at indtage enzymer via deres kost, alle de enzymer en organisme benytter, er nogen den selv danner; der er ingen enzymer som er essentielle. Et dyr danner flere tusinder af forskellige enzymer, hver med deres meget specifikke roller, et enzym kan, med meget få undtagelse, således ikke bruges til andet end lige præcis den opgave det er udviklet til. Enzymer er ligeledes temmelig ustabile stoffer, som ved dyrets død også selv hurtigt "dør", dvs. inaktiveres. Skulle et rovdyr være så "heldig" at indtage stadige aktive enzymer fra dens bytte, vil disse enzymer de-aktiveres så snart de udsættes for mavens meget sure miljø. Alle enzymer vil ved indtagelse blot nedbrydes som et ekstra proteintilskud. Det har dog korrekt vist at et kunstigt indtag af visse enzymer kan have en gunstig indvirkning på fordøjelsen. Disse enzymer udtrækkes fra blandt andet planter og behandles således at de tåler indtagelse. De teorier som cirkulere i BARF kredse om at råt er langt sundere og bedre for fordøjelsen end tørt, pga. det høje indhold af enzymer i råt, er derfor ikke korrekte; disse teorier bygger på forskning tilbage ved århundred skiftet, utrolig meget er sket siden da og moderne forskning har ikke kunne finde belæg for disse teorier. På baggrund af ovenstående finder jeg det også den gængse teori om at kallun nedbryder kød og deraf ikke bør serveres sammen, usandsynligt. Jeg tror nærmere der er tale om oxidering af kødet; kød som udsættes for ilt farves nemlig brunt - den røde farve vi ofte ser på kødet hos slagteren er desværre ofte ikke helt naturlig.
- - -
Referencer:
|
