Naturligt Hundefoder
- Sult
|
Faste - er det virkelig nødvendigt?
Mange som råfodre deres hund anbefaler at man faster sin hund engang om ugen, nogle anbefaler endda at man faster i 3 - 4 dage om ugen og jeg har set folk som praktisere fodring en enkelt gang om ugen. At faste sin hund er ikke en ny ting, ej heller er det revolutionerende for råfodring og BARF verden. Da jeg var barn for snart flere årtier siden og tørkost industrien virkelig var begyndt at gøre sig gældende, blev det faktisk anbefalet at faste sin hund en gang om ugen. Jeg erindre tydeligt at vores Mutter (Alaskan Malamute), som dengang fik det meget revolutionerende højenergi foder fra Royal Canin, fastede fast hver mandag.
Udfra et menneskeligt synspunkt anser mange, som ikke praktisere fastning, det for synd, næsten på grænsen til dyrplageri at faste sin hund. Mange af dem som går ind for at faste sin hund mener derimod ikke at det er synd for hunden, faktisk er de af den opfattelse at det sund ikke at faste sin hund og give den mulighed for at leve som en vild ulv, dvs. perioder med megen mad og perioder uden mad.
Argumentationen som ligger til grund for anbefalingerne af fastning, søger tilhængerne at finde i dels ulvens adfærd og dels i dens fysiologi:
Jeg vil herunder gennemgå facts'ne bag disse påstande
Vi mennesker må betragte at være en omnivor (altæder) med primær herbivor (planteæder) baggrund. Det betyder at vi gennem vores forbrænding hovedsageligt er "skabt" til at nedbryde stivelsen i plantedele, korn mv. til glukose som cellerne så bruger til energi. Efter et måltid siger koncentrationen af glukose i blodet til et niveau over hvad cellerne umiddelbart har brug for, resten må derfor lejres til senere brug. Glukose kan lejres i depoter på to måder: som glykogen og som fedt. Glykogen depoter findes primært i leveren, men også muskulaturen, og dannelsen udfra glukose kræver stimulering af insulin. Insulin er kort fortalt et hormon som dannes i pancreas. Det er ansvarlig for transport af glukose fra blodbanerne over i cellerne og hæmmer dannelsen af glukose i leveren. Når blodets koncentrationen af glukose er lav, falder insulin produktionen og glykogen omdannes igen til glukose i leveren, mens det glykogen som findes i musklerne først omdannes til mælkesyre, før det senere omdannes til glukose i leveren. Deponering af glukose i form af glykogen er dog begrænset og svare kun til få timers energi forbrug. Den anden måde et overskud af glukose kan lejres på er deponering på sidebenene i form af fedt. Når de frie glukose i blodet er opbrugt, begynder kroppen at tage på glykogen depoterne. Glykogen lagret i musklerne omdannes dog ikke umiddelbart til fri glukose men til mælkesyre (lactat), som først skal en tur omkring leveren hvor det via en proces kaldet glukoneogenese omdannes til fri glukose. Når både den frie glukose i blodet og glykogen-depotet er opbrugt falder blodsukkeret og kroppen er nødsaget til at skaffe sig glukose ved forbrænding af fedt (glycerol) samt evt. protein (aminosyre). Denne proces foregår ligeledes glukoneogenese. Hos mennesket kan glukoneogenesens forbrænding af fedt ofte mærkes som den berømte "mur" under lange sportspræsterationer.
En hund er i modsætning til os primært carnivor (kødæder), hvilket indebære en kost rig på fedt og proteiner, men fattig på kulhydrat; forbrændingen hos en hund er derfor noget anderledes end vores. Hunden henter primært sin energi fra fedtet, dvs. at den danner glukose udfra fedt. Hunden er med andre ord afhængig af at glukoneogenesen køre konstant. At den ikke skulle være afhængig af indholdet af insulin i blodet, er dog ikke helt korrekt; hunden er ligeså afhængig af insulin til regulering af blodsukkeret som vi er. Det kan faktisk observeres at glukose indholdet og deraf insulin produktionen stiger umiddelbart efter et måltid hos normale hunde. Men hunde kan også udvikle sukkersyge ligesom vi mennesker og i USA estimeres det faktisk at op til 50% af hundene udvikler diabetes pga. overvægt. Hvordan disse hunde er blevet fodret nævnes dog ikke, men det kunne være interessant at se om der var en sammenhæng mellem diabetes og fodringsmetoder. En konsekvens af den konstante glukoneogenese er dog at hunde sandsynligvis ikke oplever perioder hvor blodsukkeret falder så drastisk som det gør hos os, ligesom de sandsynligvis heller ikke oplever den sviende fornemmelse af dannelse af mælkesyre samt en meget opslidende periode "muren" under lange sportspræstationer. Hunde er derfor i den forstand bedre rystet til at klare perioder med sult kombineret med aktivitet end vi er.
Muskulaturen omkring mavesækken består af en særlig muskulatur, den glatte muskulatur, som afviger en hel del fra den tværstribet skeletmuskulaturen. Det som adskiller cellerne i den glatte muskulatur fra den tværstribede muskulatur er i grove træk:
Disse fundamentalt forskellige kendetegn bevirker blandt andet at glat muskulatur ikke besidder evnen til at blive trænet op ligesom skeletmuskulatur. Optræning af skeletmuskulaturen indebære en styrkelse af de enkelte celler i skeletmuskulaturen, en evne som glat muskulaturen mangler; disse celler besidder som nævnt evnen til at dele sig, men kan ikke øge deres størrelse og dermed kapacitet.
Hos grise og rotter har man set at foderets struktur kan have indflydelse på muskeltykkelsen i tarmkanalen, således havde dyr der blev foderet med megen fiberrig kost et tykkere muskellag. Denne forøgelse skyldes et øget antal af muskelceller, som er nødvendigt for at genere den større muskelkraft der er påkrævet for at presses føden gennem tarmen. Dette er ikke observeret hos mink og det er derfor også tvivlsom at muskellaget omkring tarmen kan øges som respons på føden hos hund. Det skal i denne sammenhæng ligeledes gøres opmærksom på at man observerede tykkere muskellag i tarmen, ikke i mavesækken hos gris og rotter. Fodres en hund med store mængder mad sker der en kraftig udspiling af mavevæggen, hvilket bevirker at muskelcellerne omkring maven strækkes udover deres normale potentiale. De glatte muskler er dog som nævnt "designet" til at kunne fungere ved sådanne spidsbelastninger og tager på ingen måde skade af det. Efter at føden er sunket, transporteres den gennem spiserør til mavesækken via peristaltiske bevægelser, dvs. rytmiske kontraktionerne af de glatte muskler som omgiver hele fordøjelseskanalen. Når maden ankommer til maven søger disse bevægelser også for omrøring af maveindholdet, således at al føden blandes med mavesyre og pepsin. Frekvensen af disse periodiske kontraktionerne styres af pacemaker celler i et af de glatte muskellag som omgiver maven/tarmen, dvs. at de er underlagt de autonome nervesystem, styrken af kontraktionerne styres derimod ligeledes af hormonimpulser. Udtømningen af mavens indhold til tarmen er afhængig af flere faktorer som syreudskillelsen samt måltidets størrelse, således øges antallet og styrken af kontraktionerne i mavens lukkemuskel i takt med øget syre koncentration og mængden af føde i maven. Ved store måltider vil der således lukkes føde ud i tarmen med en hyppigere rate end ved små måltider. Den øget "omrøring" samt de øgede kontraktionerne af lukkemusklen, må dog ikke forveksles med bedre bearbejdning af føden, det er simpelthen bare nødvendigt for at bearbejde den øget mængde føde.
Men hensyn til mavedrejning, så er årsagen endnu ikke kendt, men man formoder stærkt at det er forårsaget af ophobning af luft, ligesom store måltider mad formodes at øge risikoen pga. større udspilning af mavesækken; motion efter måltidet menes også øge at øge risikoen, idet tømning af mavesækken forhindres. Da træning af glat muskulatur ikke er mulig, har mavedrejning altså intet at gøre med at maven bliver slap af fodring med små daglige måltider. Råt har dog den kæmpe fordel mht. mavedrejning, at det ikke opsuger store mængder væske efter indtag ligesom tørkost gør; risikoen for mavedrejning er dermed mindre når man fodre med råt.
Mavesækken er unikt opbygget således at den kan udvide sig under indtagelse af større måltider, en funktion som ikke er unik kun for hunden. Årsagen til denne funktion skyldes at den glatte muskulatur i mavesækken afslappes på et signal fra hjernen, som igen er stimuleret af synkereflekserne. Forskellen i mavens volume kan fra tom til helt fuld variere med op til 30 gange.
Indersiden af maven er karakteriseret ved en masse folder, gastric folds, som er dannet som nogle indposninger af den inderste del af mavevæggen. Disse folder er medvirkerne til at blande føden på en mere effektiv måde; deres primære funktion er ikke at fungere som en elastik ved udspiling af maven.
Specielt i mavesækkens midte findes en mængde tubelærer kirtler som munder ud i mavelumen. Øverst i kirtlen findes celler som producere slim, mens celler som producere saltsyre (mavesyre) og enzymet pepsinogen findes langs siderne. Slim aflejres på hele indersiden af maveepithelet, mens syre og enzym frigives til mavelumen hvor de har deres virkning; føden transporteres ikke ned i kirtlerne, heller ikke ved en kraftig udspiling af mavesækken, de er de ganske enkelt for små til. Saltsyre udskilles som respons på nerveimpulser, udskillelse af hormonet gastrin og histamin samt tilstedeværelsen af føde i selve mavesækken. Dets opgave er at slå patogener (skadeforvoldende organismer) ihjel, opløse føde og aktivere enzymet pepsin. Pepsinogen er det inaktive stadie af enzymet pepsin. Det udskilles i det inaktive stadie simpelthen for at undgå at det aktive enzym fordøjer de kirtler som udskiller det. Pepsinogen aktiveres af en høj koncentration af brintioner, dvs. når pH værdien er lav. Udskillelsen trigges af nerveimpulser og sker samtidig med saltsyre udskillelsen. Pepsin er dog ikke absolut nødvendig for protein fordøjelsen, som kan ske udelukkende i tyndtarmen. Det formodes dog at pepsin også har en indvirkning på destruktion af patogener. Udskillelsen af både mavesyre samt pepsinogen er altså proportional med mængden af føde som befinder sig i mavesækken, dvs. jo større måltider, jo større sekretion af mavesyre og enzym. Dette er simpelthen påkrævet for at fordøje den større mængde føde og altså ikke et udtryk for bedre fordøjelse. Opfyldning af hundens mavesæk giver derfor ikke en bedre fordøjelse af føden end tilsvarende mindre måltider.
Det er korrekt at fastning giver ro til mave-tarmsystemet, det er derfor faste er så vigtig hvis hunden lider af akut diarré eller opkastning. Når en hund lider af akut diarré mv. kan et vedvarende fødeindtag og derigennem fordøjelse blot irriterer tarmens slimlag yderligere. De fine skrammer som er opstået i slimlaget har brug for tid til at regenerer, dvs. at nye celler skal dannes, før de udsættes for belastninger. En kombination af skiftevis fastning og mætning af hunden giver dog ikke nær samme resultat, hvilke skal findes i hundens (rovdyrets) unikke "konstruktion" af maven. Maven er som nævnt "designet" til at kunne opbevare føde ved indtagelse af større måltider. Når hunden indtager føde, vil saltsyren og pepsin i mavesækken opløse måltidet til en grød kaldet chyme. Denne grød lykkes ud i tyndtarmen i små portioner for videre bearbejdelse af en særlig muskel i mavens afslutning, lukkemusklen. Selv om større måltidet medføre at føde lukkes ud i tarmen hyppigere end ved små måltider, vil det alligevel tage længere tid før al grøden er sluppet ud i tyndtarmen. Hvis baggrunden for at faste hunden eksisterer ud fra synspunktet om at give hvile til mave/tarmsystemet, bør man derfor ikke give hunden større måltider forinden også bør man faste hunden i godt 3-4 fortløbende dage. Mavesår hænger uundværligt sammen med udskillelse af mavesyre, dog er eksistensen af mavesår lidt mere kompliceret end blot en overproduktion af mavesyre. Mavesyre udskilles primært ved tilstedeværelse af føde i maven, men vil også blive udskilt når hunden er i ro tidligt i morgentimerne uanset fødeindtag eller ej, ligesom forventningen om føde, stress mv. kan forårsage udskillelse. Hele indersiden af mavevæggen er dækket af et tykt lag slim, som beskytter det underliggende epitel mod ætsning af mavesyren. Mavesår optræder når slimlaget bliver for tyndt, hvilket kan skyldes genetiske fejl, stress, sygdom, medicinering mv. - men altså ikke ens foderrutiner. Risikoen for mavesår mindskes derfor ikke ved fastning. Derimod kan man til tider opleve hunde som kaster galde op, specielt om morgenen når de har tom mave, hvilket kan hænge sammen med den natlige produktion af mavesyre, forventningen om føde, stress mv.
Jeg har flere gange læst ovenstående som en af begrundelse for fastning hos BARF/råfodrings udøvere, en begrundelsen blev taget i hundens depot mave. Følgende er sakset fra et BARF forum:
Som nævnt her over er hundens mave "designet" til at opbevare store mængder føde, som gradvist lukkes ud i tyndtarmen. Så længe mavesækken er opspilet af føde og kontinuert lukker føde ud i tarmen er det korrekt at hunden ikke føle sult, ganske som vi heller ikke gør efter et måltid. Sult menes hos os at blive udløst af forventning, indtryk og ikke mindst faldende blodsukker. Når indholdet af glucose i blodet når en bestemt lav tærskelværdi, sender leveren besked til et særlig center i hjernen kaldet hypothalamus om at aktivere "fødesøgningsadfærd". Hunde menes at have et rimelig konstant blodsukker niveau, jeg skriver rimelig for fluktuationer sker faktisk i forbindelse med måltider. Denne formodning om konstant blodsukker tages misledende af visse faste-tilhængere som indicium for at hunden så heller ikke kan føle sult. Men helt logisk, hvis en ulv/hund ikke kan føle sult, hvad i alverden driver den så til at jage - hvilket er temmelig energikrævende og kan tilmed være særdeles farligt for den!? Nu ligger det da heller ikke kun sådan at det er faldende blodsukker som udløser fornemmelsen af sult.
Efter indtagelse af et måltid lagres den overskydende energi i fedt depoter. Fedt celler vil da udskiller et hormon som kaldes leptin, der "fortæller" hjernen at depoterne er fulde. Efterhånden som depoterne bruges vil mængden af udskilt leptin således falde og hypothalamus vil, ligesom ved faldende glukose, aktivere fornemmelsen for sult. Hos mennesket menes den faldende glukose mængde i blodet at være den primære årsag til fornemmelsen sult. Hos hunden er sult nok primært styret af leptin, men det kan ikke udelukkes at glukoseindholdet i blodet kan spille en rolle. Så jo en hund kan ganske bestemt føle sult, uden denne fornemmelsen ville den simpelthen dø i løbet af ganske kort tid! Temmelig pudsigt nævner ophavsmanden til det nederste citat dog også at "Hunden er en carnivore og bør have en konstant appetit - selvom den lige har spist et måltid", hvilket jeg ikke synes er i tråd med vedkommendes mening om manglende evne til at føle sult.
Om man vil faste sin hund eller ej, er helt og holdent et spørgsmål om ens egen overbevisning. Det er ikke synd at give sin hund en faste dag en gang imellem og hunden er bedre rustet til det en os. Personligt mener jeg dog ikke at der eksistere nogen grund til man skal faste sin hund blot fordi hundens vilde slægtninge er tvunget til at sulte i perioder, dette mener jeg ud fra både et adfærdsmæssigt, anatomisk og fysiologisk synspunkt.
Ønsker man at faste sin hund, bør man ikke starte før den omkring et år gammel og det kræver en tilvænningsperiode, man springer ikke blot ud i det, dels forvirre det hunden og dels kan den oplever problemer som f.eks. opkast af galde. Man starter gradvist med at vænne hunden til at fodring foregår på et vilkårligt tidspunkt, den ene dag om morgen, den anden dag om aftenen, så til middag osv. På den måde er hunden aldrig sikker på hvornår den får mad og vil derfor heller ikke opleve fastedagen på samme måde.
Med mindre at hunden trænger til at tabe sig, bør den mængde mad der egentlig skulle være givet på faste dagen gives på et andet tidspunkt, bedst er det at give hunden det i måltidet før fastedagen således at den går fastningen i måde godt mæt. På faste dage bør man ikke give hunden godbidder, snacks mv. af flere årsager. Dels fordi godbidderne, små måltider som de er, kan trigger en produktion af mavesyre som kan føles ubehagelig for hunden og dels fordi hunden får en forventning om føde, hvilket i sig selv kan trigge en mavesyre produktion. Man kan i stedet holde hunden aktiv med en god lang gåtur mv. Har man en aktiv hund som trænes en del - især med godbidder - bør man derfor overveje om det virkelig er en god idé at faste den alt for hyppigt. Ikke mindst fordi det heller ikke er hensigtsmæssigt at træne med en hund som er mæt, dels pga. risikoen for mavedrejning og dels fordi den da nok er mere interesseret i at ligge og tromme mave end løbe rundt efter en lille godbid :o). En fastedag ca. hver 10. dag skulle dog ikke være et problem, selv med en meget aktiv konkurrence hund.
Konklusion: Der er ingen som kan sige hvad der bedst for hunden, det ville kræve at vi kunne spørge hunden selv, og det kan vi nu engang ikke, vi kan kun gisne ud fra hvad vi tror vi ved. Jeg personligt faster ikke mine hunde og ikke nogen intention herom, men jeg kan dog heller ikke se noget galt i at man giver sin hund en faste dag om ugen, at lade den faste 4-5 dage om ugen synes jeg dog er at strække det lidt vel langt - og jeg mener bestemt ikke at "træning ikke er i hundens interesse, kun ejerens, og det var mere naturligt og bedre for hunden at den fik lov at æde sig stop mæt og få lov at tusse rundt som den selv ville i en stor have". Ønsker du at faste din hund, bør du kun gøre det hvis du - og du alene - mener det er det bedste for din hund, gør det ikke fordi andre siger det er bedst for din hund, det har de alligevel ikke belæg for at sige.
- - -
Referencer:
|
